logo certifikat
    Vi leverer til
  • Danmarks flag ikonDanmark
  • Norges flag ikonNorge
  • Sveriges flag ikonSverige
  • Grønlandsk flag ikonGrønland
  • Færøersk flag ikonFærøerne

Trægulve og luftfugtighed

Luftfugtighed har stor indflydelse på trægulve. Der må ikke være hverken for tørt eller for fugtigt i rummet, så kan gulvet få skader. Du sikrer en fornuftig luftfugtighed ved at sørge for et sundt indeklima – det, der er godt for dig, er også godt for dit gulv. Nedenfor kan du læse om de forholdsregler, du kan tage for at bevare luftfugtigheden på et godt niveau.
Træ optager og afgiver fugt, både ved direkte påvirkning - for eksempel vandskade -  og ved at optage fugt fra luften. Det betyder, at et trægulv vil give sig, når det bliver fugtigt og krympe, når det bliver tørt. Det er især på tværs af fibrene, at trægulve bliver påvirket af fugt. Det er en helt naturlig egenskab ved træ, som har effekt på alle træbaserede gulvmaterialer – altså både laminatgulv, lamelparket og massive trægulve.

Trægulv trives i en relativ luftfugtighed på 30-60 %

Det er temperaturen, der afgør mængden af fugt i luften. Jo varmere luften er, jo mere vand kan den indeholde. Luft som er 20° C kan indeholde godt 17 gram vand pr. kubikmeter, mens samme mængde luft kun kan indeholde godt 3 gram vand ved 5° C.
Luftens relative fugtighed, RF, er et mål for, hvor meget fugt en vis mængde luft indeholder, i forhold til, hvor meget den maksimalt kan indeholde. Når luftens relative fugtighed bliver mere end 100 %, betyder det, at luften indeholder mere fugt end, hvad den kan bære. Det er den relative fugtighed, som styrer, hvordan træbaseret gulvmateriale påvirkes.
Den relative luftfugtighed, RF skal ligge mellem 30-60 %, for at gulvets funktionalitet er optimal.

Hvad sker der, når man opvarmer kold udeluft?

Den relative fugtighed udenfor er ofte høj om vinteren, men eftersom lufttemperaturen er lav, så er mængden af vand i luften lille. Når så luften varmes op - og ikke tilføres noget vand, så bliver den relative fugtighed lav. Som eksempel kan nævnes, at hvis luften udenfor er på 80 % RF, og den herefter varmes op til 20°C, så bliver RF indenfor kun 15%. Effekten bliver værre jo mere koldt eller tørt, det er ude - og jo mere varmt vi har det indenfor.

Hvad sker der med trægulve ved for lav RF indenfor?

Når RF falder, vil træfibrene trække sig sammen. Hvis udtørringen sker jævnt over hele gulvfladen, så hver gulvbræt bliver mindre, vil gulvet krympe. Mange træ- og laminatgulve lægges “svømmende”, dvs. at brædderne lægges sammen og bliver til én stor flade, som ligger løst mod undergulvet, så det frit kan vokse og krympe afhængigt af årstidernes fugtindhold. Bevægelserne optages af bevægelsesfugen under gulvlisterne langs med væggene, og ved større overflader lægger man særskilte ekspansionsfuger.
Denne teknik fungerer godt - under forudsætning af, at gulvet virkelig får fri bevægelsesmulighed, og at RF ligger inden for de foreskrevne 30-60 %.
Hvis RF bliver lavere end 30 %, vil gulvet bevæge sig mere end, hvad installationen tillader, og gulvet kan sprække. Da udtørringen sker oppefra kan brædderne “skåle sig”, det betyder, at de krymper mere på oversiden end på undersiden. Resultatet bliver, at gulvets kanter rejser sig. Ved høj udtørring kan kræfterne i træet blive så store, at slidlaget kan slippe mellemmaterialet, trods en stærk limning.

Hvad sker der med trægulve ved for høj RF?

Ved for høj RF i luften – over 60 % - sker det omvendte. En svømmende installation kan vokse så meget, at bevægelsesfugen ikke rækker. Trægulvet vil simpelthen blive større, end hvad rummet tillader. Gulvet “stemmer mod væggen”, og enten står det i en bue, eller enkelte brædder rejser sig og giver efter for trykket.  Der findes endda eksempler på, at når trægulv udsættes for al for høj RF, kan det give sig så meget, at det kan flytte tunge skillevægge.
Disse principper gælder for alle træbaserede gulvmaterialer. Der er dog stor forskel på, hvor slemt og hvor ofte, der opstår RF-relaterede skader på de forskellige gulvtyper, træsorter og installationsteknikker.

Relativ luftfugtighed handler også om indeklima

Korrekt luftfugtighed, RF er vigtig for både trægulve og mennesker. Også mennesker får et bedre indeklima med en relativ luftfugtighed inden for 30-60 % relativ luftfugtighed.

Hvordan kan du sikre en sund RF i vinterperioden?

Mennesker afgiver fugtig luft gennem deres tilstedeværelse i et hus, gennem udånding, madlavning, bade og meget mere og forhøjer derved den relative luftfugtighed. Grønne planter og et akvarium bidrager også til en højere luftfugtighed.  En fejlagtig og alt for kraftig ventilation tørrer luften ud, ligesom langvarige perioder med kold og tør udeluft. I visse tilfælde kan det være nødvendigt med en luftfugter.

Nye lejligheder, som står færdige lang tid før indflytning, kan få en for lav luftfugtighed i vinterperioden, hvis varme og ventilation er i gang ved normal drift. Løsningen er at sænke temperaturen og ventilationen og eventuelt benytte luftbefugtere.

Inden du lægger gulvet

Lad dit nye gulv ligge 1-2 dage i pakken i det rum, hvor det skal lægges, så gulvet får den samme rumtemperatur. Pak det endelig ikke ud, før du skal bruge det – kliksystemerne er nøjagtige, så gulvet må ikke må forandre sig den mindste smule, inden du lægger det. Fugtigheden i pakkerne er på 8-10 % – når du pakker gulvet ud, får det en anden fugtighed og kan tørre ud på oversiden. 


 

 

Mød os på